Velkommen

Musette for a sister

Et stort, mørkt rum, hvor melodien tegner cirkler i luften, som bevægelsen af håndsvinget på en spilledåse. Der er ikke ret mange toner, og tomrummet imellem dem tager meget plads.

Melodien bevæger sig i forskellige retninger, men den kommer hele tiden tilbage til udgangspunktet. Tonerne er korte, sporadiske lysprikker, der kastes ud i mørket og forsvinder.

Faktisk er der slet ikke toner nok til alle de ord, jeg ville sige. Der er alt for meget, der kunne have været sagt og gjort.

Sangen ender ikke. Den forsvinder bare. Lige som alt dét, der ikke blev sagt og gjort. På et tidspunkt hopper man af melodien. Tiden går videre, og i det store hele er det så uendelig lidt, der er forandret.

Som forberedelse spillede vi hele formen igennem. Derefter lavede vi 2 takes. Teknikeren optog det hele. Da jeg kom hjem og lyttede det igennem, syntes jeg, at den første gennemspilning, altså før take 1, havde en ret fascinerende vildskab.

Der var ikke nogen, der regnede med, at vi indspillede. Det gav en form for mere uforpligtende frihed til at prøve idéer og indskydelser af og bevæge sig ud i alle mulige afkroge.

Jeg hører det som et stort, kaotisk vandfald, hvor alt bare bliver revet af sted og slynget ud over afgrunden, mens det sprøjter til alle sider. Og alligevel løber det samme vej og finder samme form, så man til sidst ikke kan se, at det er det samme rolige, klare vand, som lige har været en frådende hvid sky af splintrende vanddråber.

Engel

I tonesprog, fortællestil og form - en hel masse, ganske korte, vers - er dette nummer beslægtet med folkevisen.

På den måde er selve den melodiske og harmoniske progression afgrænset i ganske små enheder, så der er ikke nogen af de større formmæssige virkemidler til rådighed for at få musikken til at leve.

Men musikerne har så stort musikalsk overskud, at de kan være så lydhøre, at de fuldstændig naturligt glider ind i den historie, jeg fortæller - som om jeg ikke bare havde én stemme, men flere.

Lige som mange af de andre numre, er dette et "first take". Som hvis jeg kom med en skitse til et hus, jeg ville bygge, og sagde "jeg går i gang med at lægge taget" - og i det samme som jeg klatrede op og gav slip på den første tagsten i luften, stod fundament, murværk, spær og det hele der.